Jeg har lagt mærke til, at nogle mennesker som selv har været igennem svære ting i livet; Har måtte kæmpe kampe med sig selv eller "bære" andre som de holdt af. De har en større ”overbærenhed” med menneskets skyggesider. De møder ikke alkoholikeren nede på bænken med afsky eller foragt. Tværtimod, er det som om, at de i ham ser deres egen skyggeside, og i deres egen svaghed møder de ham ligeværdigt. Dog, er der andre, der ligeledes ser deres egen skyggesider og svaghed i ”samfundets udstødte”, og som foragter dem lige netop derfor.

Så er der den tredje gruppe af mennesker, som ser alkoholikeren nede på bænken eller den usoignerede hjemløse sovende på den varme rist. Denne gruppe vælger nogle dage at række hånden ud mod ham og andre dage at holde den tilbage. Denne gruppe er ikke blevet brudt i livets skole, og kan derfor selektivt udsende medlidenhed og omsorg uden personlig, følelsesmæssig involvering. Denne gruppe har ikke set så meget skygge og svaghed i sig selv, at han kan se sig selv i den udstødte.

Derfor er mit spørgsmål: Er det nødvendigt, at have gået samme livets skole som den udstødte for at kunne møde ham ligeværdigt? Eller kan brudthed være universelt?

Kan vi i vores forskellige grader af svaghed, skyggesider og brudthed finde den følelsesmæssige involvering, som får os til at møde andre menneskers i livets skole ligeværdigt…